I Folketinget i dag debaterer vi et forslag fra Den Nordatlantiske Gruppe om at ændre loven om finansiel virksomhed, så Færøernes landsstyre og Grønlands landsstyre får en udvidet adgang til fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet.
Af bemærkningerne til forslaget fremgår, at forslaget er en konsekvens af Eik Bank-koncernens krak.
Man mener, at der burde være bedre adgang til fortrolige informationer fra Finanstilsynet.
- - - - - - - - -
Jeg medgiver, at der kunne have været givet, om ikke en bedre, så en lidt tidligere adgang til oplysninger – netop i forbindelse med Eik Banki's krak. Der var jo tale om en krisesituation.
I sådanne situationer, er der allerede en fremgangsmåde, hvor de ansvarlige ministre på Færøerne og Grønland får adgang til fortrolige oplysninger – netop til brug for krisehåndtering.
Denne framgangsmåde kan utvivlsomt forbedres. Kriseberedskabet kan altid forbedres. Det tror jeg, at ministeren vil være enig med mig i.
- - - -
Men herfra og til at kræve adgang til ALLE fortrolige oplysninger – det er noget helt andet. Her mener jeg, at forslagstillerne går for langt. Også set i lyset af, at ministeren ikke selv har adgang til ALLE oplysninger.
- - - - -
Vi skal passe meget på, at vi i denne sag ikke bevæger os over til noget, der begynder at ligne en hel eller delvis overtagelse af banktilsynet, det finansielle område, pengepolitikken eller lignende.
Vi har lige været igennem den værste økonomiske krise siden det legendariske krak i Wall Street. Krisen er ikke slut endnu – og slet ikke på Færøerne.
Der er én eneste grund til, at Færøerne kom rimelig uskadt igennem krisen. Nemlig – at Færøerne er en del af Rigets finansielle område. At vi har et fælles banksystem og banktilsyn – og at bankpakkerne også omfattede færøske banker.
Begivenhederne beviser, at Færøerne har stor fordel af at være med i Rigets system. Derfor skal vi være forsigtige med at lave om på det. Det, der fungerer, skal man være forsigtig med at ændre.
- - - - -
I denne forbindelse vil jeg gerne erindre om, at hr. Høgni Hoydal som minister på Færøerne i 2008 ville overtage hele det finansielle sagsområde fra Riget og gøre det til at færøsk anliggende.
Det blev heldigvis ikke til noget. Hr. Hoydals landsstyre-koalition holdt ikke specielt længe.
Nogle få måneder senere lagde krisen sin iskolde hånd over alle verdens økonomier – inklusive den færøske. Hvis hr. Hoydal tilbage i 2008 havde fået sin vilje, så ville vi have islandske tilstande på Færøerne i dag. Det synes jeg er et vigtigt poeng i denne debat.
- - - - - -
Vi skal ikke være blinde over for, at der er en del politik – og måske også en kende valgkamp – i nærværende forslag.
På Færøerne har specielt republikanerne gang på gang brugt Finanstilsynet som et billede på alt det dårlige ved Færøernes forbindelse til Danmark.
Efter Eik Banki's kollaps har republikanerne da også fremturet med et synspunkt om, at banken eller dele af den kunne være reddet, hvis den danske finansminister havde informeret Færøernes finansminister en dag eller to, før han gjorde det.
Denne fremstilling er bevidst naiv. Ingen kasse på Færøerne – heller ikke landskassen – havde den fornødne styrke til at redde banken. Det er et faktum.
Det ville heller ikke være hensigtsmæssigt for Landsstyret at skyde penge ind i en bank, hvor ingen – næppe hellere Finanstilsynet eller ministeren – havde indgående indsigt i bankens bøger.
Det var en fordel for alle, at Finansiel Stabilitet gennemgik bankens bøger, og at man fik refinansieret Eik Banki på Færøerne, FØR man fik solgt banken til interessenter på Færøerne.
Det ved hr. Hoydal godt. Han kan bare ikke sige det offentligt.
- - - - - -
I Rigsfællesskabet taler vi os til rette om tingene.
Derfor anbefaler jeg, at såfremt der skal reguleres i adgangen til fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, så bør regeringen tale med de respektive myndigheder i Torshavn og Nuuk om det.
Den Nordatlantiske Gruppe bør anerkende, at dette er den rigtige måde at gøre tingene på.
Ministeren har oplyst, at han vil se nærmere på mulighederne for en udvidelse af adgangen til oplysninger. Det vil jeg tilslutte mig. Og så vil jeg anbefale, at ministeren tager en snak med landsstyret i Torshavn og i Nuuk for at få den rigtige dialog ind i sagen.
Edmund Joensen