Alting har en ende. Og det har dette folketingsår også fået.
Et år, hvor vi igen lever et normalt liv efter et par år i undtagelsestilstand, og hvor vi her i Folketinget har kunnet fokusere på det, som vi er sat i verden for: det politiske arbejde. Det er jeg sikker på, at vi alle er glade for.
Alting har en ende. Og det har min politiske karriere også.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er med stort vemod, når jeg i dag kan fortælle, at jeg er ved afslutningen af min tid som medlem af Folketinget. Jeg har meddelt mit bagland hjemme på Færøerne, at jeg ikke genopstiller ved kommende folketingsvalg.
Jeg synes selv, at jeg med god samvittighed kan trække mig tilbage efter 34 år i den politiske arena. Jeg har aftjent min politiske værnepligt.
Men jeg vil understrege, at jeg naturligvis kommer til at fortsætte mit arbejde her i Folketinget og vil gøre det med fuld kraft, til næste valg er overstået. Hvornår det så bliver.
Når jeg kigger tilbage på disse 34 år ud i et, jeg har været aktiv i politik, har det været nogle år der, for Færøernes vedkommende, har været præget af en hel del medgang men desværre også modgang.
Da jeg blev lagmand i 1994, er det ikke forkert at sige, at Færøerne var i en dyb krise.
Den største økonomiske krise i Færøernes historie var på sit højdepunkt, og Færøerne var nærmest gået konkurs.
De offentlige lønninger faldt, og skatterne steg, arbejdsløsheden var på tårnhøje 20 procent, og fraflytningen fra øerne var enorm. Færøerne havde under krisen en nettoudvandring svarende til 15 procent af befolkningen før krisen. De fleste flyttede til Danmark, hvor man havde mulighed for at få et arbejde, og hvor man kunne tale sproget. Omkring halvdelen af alle disse mennesker flyttede aldrig hjem igen.
Det var ikke den letteste opgave at skulle lede et land i stor krise.
Men – færinger er et stærkt og et stolt folkefærd, og som med alt andet, fik krisen også en ende. Bl.a. på grund af en stram økonomisk politik, en ny styreordning med opdeling af resort-områder, indførelsen af parlamentarismen, og det faktum, at Færøerne gik fra det, der lignede planøkonomi til markedsøkonomi.
Der skulle derfor ikke gå mere end få år, før krisen blev vendt til fremgang, og siden har Færøerne oplevet én lang økonomisk optur. Da den globale finanskrise satte ind i 2008, ramte den desuden ikke lige så hårdt på Færøerne.
Antallet af arbejdsløse kan i dag tælles på meget få hænder, bruttonationalproduktet er mere end tre-doblet siden 1990’erne, og vi bliver i dag regnet for at være mellem et af de rigeste lande pr. indbygger i verden.
Det er første gang, at Færøerne er på højde med Danmark.
Jeg er glad for at kunne trække mig tilbage og være visset om, at Færøerne er et godt og stabilt sted – og at vores unge mennesker vælger Færøerne til og flytter med deres familier hjem igen, når de er færdige med deres studier i udlandet.
Ligesom Færøerne har gennemgået en stor udvikling, har rigsfællesskabet det også.
Jeg plejer at sige, at vores rigsfællesskab er dynamisk og udvikler sig med tiden.
Det nye kontaktudvalg er et resultat af, at magtbalancen i vores fællesskab er tippet nordover. Tendensen er, at Færøerne og Grønland i højere og højere grad skal være en integreret del af beslutningsprocessen, hvad angår udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er for mig at se et symbol på rigsfællesskabets potentiale, når blot der er vilje til modernisering.
Opbakningen til vores fællesskab er stor, og alle tre lande er indstillede på at finde løsninger. Når udfordringer alligevel opstår, debatterer vi dem og løser dem i fællesskab.
Det giver os et ligeværdigt samarbejde mellem tre lande - hvor dialog bliver prioriteret, og hvor der bliver lyttet til hinanden. Det kan vi være stolte af, og det stiller rigsfællesskabet stærkere end nogensinde – også overfor omverdenen.
Sambandsflokkurin vil i hvert fald altid være garant for en løsningsorienteret, færøsk stemme i Folketinget, så jeg håber naturligvis, at Sambandsflokkurin som parti bevarer sit mandat, når jeg nu takker af.
Alting har en ende. Og det får denne tale også nu.
Jeg ved af gode grunde ikke, om jeg får mulighed for at stå på denne talerstol igen. Valgperioden er ikke slut endnu, men alt kan som bekendt ske i politik, og det er jo kun statsministeren, der ved, hvornår der udskrives folketingsvalg.
Jeg vil gerne her til sidst takke jer alle for det gode samarbejde. Tak til Folketinget, til den nuværende og de tidligere regeringer for viljen til at lytte til Færøerne og Grønland og for at prioritere dialogen med os. Jeg håber, at dette gode samarbejde vil fortsætte langt, langt ind i fremtiden.
Tak for ordet.
Ein loysn frá Sendistovuni