Røða til setanarorðaskiftið 2020

Jeg vil gerne invitere jer med på en lille rejse. Vi skal syv år tilbage i tiden til 2013. Det var et begivenhedsrigt år i rigsfællesskabet, ja i hele verden.

2013 var året, hvor vi mistede store personligheder som Nelson Mandela og Margareth Thatcher. Det var også året, hvor Danmark vandt det internationale melodi grand prix. Hvor Boston-maratonet blev udsat for en skrækkelig terror-handling. Hvor whistlebloweren Edward Snowden kom på alles læber, og hvor Siumut kom til magten ved det grønlandske landstingsvalg. 

Og så var 2013 året, hvor EU boykottede færøsk fisk i alle europæiske havne.

Fra den ene dag til den anden måtte Færøerne se sig om efter andre eksportmuligheder - efter nye markeder.

Jeg må indrømme, at det kom meget bag på mig dengang, at EU – et fællesskab, der er næsten 10.000 gange så stort som det færøske - valgte at bruge sin magt over den lilleput-nation, som Færøerne jo er. 

En nation, der er afhængig af fiskeri og eksport af denne, blev boykottet, fordi man ikke kunne blive enige om kvotefordelingen. 

Det var hele vores livsgrundlag, der blev boykottet.

Det var som Davids kamp mod Goliat – en helt urimelig kamp, der stod på i et år, før EU ophævede boykoytten.

Jeg er sikker på, at der er mange, der tænker, at man er godt tosset at bosætte sig på nogle små bjergtoppe, der stikker op af den nordligste del af Atlanterhavet. Hvor det regner hver anden dag og stormer hver tredje. 

Men nu er vi der. Og vi er ikke de eneste, der trives godt på og omkring disse øer. Fiskebestanden trives også rundt om os, og bestanden er enorm.

Færøernes nuværende handelsaftale med EU er forældet og med helt urimelige vilkår for eksport af nogle færøske varer. 

I dag eksporterer vi primært råvarer til det europæiske marked. Udfordringen ligger i de færdigproducerede fiskevarer - for her klapper EU-toldfælden. 

Og det er disse varer, der kan skabe arbejdspladser og en øget eksportværdi på Færøerne. Den nuværende handelsaftale er en spændetrøje for innovation og nytænkning i fiskeindustrien. 

Og når Færøerne kun har en begrænset adgang til EU-markedet, så er det naturligt, at vi leder udenom EU. Det var vi nødsaget til dengang i 2013.

For som ordsproget siger: Nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Eksporten til Rusland er mangedoblet det seneste årti. I 2012 udgjorde den 8 procent af den samlede eksport. Fem år senere, i 2017, udgjorde den hele 29 procent -  altså mere end en fjerdedel af Færøernes samlede eksport.

Denne markante stigning havde vi formentlig ikke set, hvis ikke det havde været for EU’s boykot i 2013. 

Lad mig slå det helt fast: Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved, om Færøerne skal handle med Rusland. Færøerne handler med – og ønsker at handle med - hele verden. 

Men det er vigtigt, at Færøerne ikke bliver økonomisk afhængige af Rusland, og på den måde risikere at blive et pressionspunkt i geopolitisk sammenhæng. Vi må ikke gøre os afhængige af lande udenfor vesten, der ikke accepterer vores demokratiske spilleregler. 

Færøerne hører til i Vesten, og vi har et fælles værdigrundlag med den vestlige verden. 

I dag er dansk udenrigspolitik blevet vigtigere end nogensinde i kraft af Nordatlanten – af Færøerne og Grønland.

Stormagterne ligger på lur og vil have indflydelse på vores område. Når både USA og Kina sender deres ambassadører til øerne, for at påvirke den færøske stillingtagen, så ligger Færøerne midt i øjet på en storpolitisk orkan. 

Desuden tyder meget på, at russerne i foråret gentagne gange fløj gennem færøsk luftrum - på trods af, at de advokerer for lavspænding i Arktis.                                                                                                               

Med andre ord ser vi, hvordan de begrænsede handelsmuligheder med Vesten har medført, at handel og samarbejde med lande i Østen nu er blevet en sikkerhedspolitisk udfordring.

Tiden er inde til, at Færøerne melder sig på banen og tager ansvar, når det kommer til sikkerhedsspørgsmål i rigsfællesskabet. Og selvfølgelig skal der opstilles en avanceret NATO-radar på Færøerne.

Den skal sikre, at vi lukker hullerne i luftrummet og bidrage til, at overvågningen af fremmede fly forbedres. Samtidig viser vi, at vi tager vores del af ansvaret i forsvarsalliancen. 

Radaren bidrager derfor til at nedskalere Færøerne som fremtidigt konfliktområde og dermed til en forbedret sikkerhed for borgerne i hele rigsfællesskabet.

Færøerne må aldrig ende som et pressionspunkt for de østlige lande. Hvordan undgår vi så det? 

Det gør vi ved, at Danmark også melder sig på banen. Ved at Danmark, som medlemsland, taler Færøernes sag og dermed baner vejen for en færøsk frihandelsaftale med EU. 

Kort sagt, at regeringen og hele Folketinget, støtter det klare færøske ønske om et tættere samarbejde med EU og Vesten. 

Her har Danmark, som en del af rigsfællesskabet et ansvar, og som medlem af EU en stor gennemslagskraft til at sætte gang i processen om en ny og bedre handelsaftale for Færøerne. 

En bedre adgang til markederne i den vestlige verden er derfor en win-win-situation for Færøerne og for de største markeder i vesten.

Med bedre adgang til disse markeder, sker der en naturlig nedskalering af eksporten til for eksempel det russiske marked. EU og USA undgår på denne måde de forsvarspolitiske gnidninger, som vi har set den seneste tid. 

For lad mig slå det fast med syvtommersøm:  vi vælger vesten. 

Og nu er tiden inde til, at Vesten og dermed EU vælger os. På denne måde sikrer vi os, at historien om boykottet i 2013 ikke gentager sig.

Jeg har blot tilbage at håbe, at når min efterfølger en dag står på denne talerstol og tænker tilbage til 2020. Så er det ikke blot for at fortælle historien om året, hvor corona-virus lagde hele verden ned. 

Men også for at fortælle historien om året, hvor rigsfællesskabet viste sin styrke - og sammen påbegyndte arbejdet mod en frihandelsaftale mellem Færøerne og EU - og for alvor satte et punktum i kampen mellem David og Goliat. 

Tak for ordet.