Røða til endaorðaskiftið 2021

Vi står her i dag og ser tilbage på det folketingsår, som er gået. Endnu et år, der har været præget af corona, men også et år der har været præget af samarbejdsvilje. En samarbejdsvilje, der har vist sig i flere sammenhænge - også mellem rigsdelene. 

Jeg vil kaste et blik på den opmærksomhed, der har været på Færøerne de seneste år. De 18 små, grønne øer midt ude i det stormomsuste Atlanterhav, som næsten ingen ud over vores nordiske naboer kender til - endsige har hørt om.

Eller sådan var det engang, for det er sandelig ikke længere tilfældet.

Det er meget muligt, at den menige amerikaner, kineser eller russer ikke kender til Færøerne. Men til gengæld kender deres regeringer i høj grad til vores eksistens.

Når den forhenværende amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, ikke kun én men flere gange i sin embedsperiode, satte sig i et fly med kurs mod Færøerne, var det ikke for at nyde den færøske natur. Det var heller ikke formålet med den kinesiske ambassadørs besøg i 2019 - et besøg som i øvrigt vakte stor opmærksomhed i hele rigsfællesskabet.

Dette samme mønster har vi set i Grønland de senere år. Den internationale opmærksomhed for den nordligste del af rigsfællesskabet har været - og er stadig - enorm. Kineserne ville finansiere en ny lufthavn i Grønland, USA oprettede et konsulat i Nuuk og sendte derudover en stor sum penge til Grønland for at give landet et økonomisk løft under corona-krisen. For ikke at glemme købstilbuddet af Grønland fra den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump. 

Denne store opmærksomhed skyldes naturligvis Arktis og Kongerigets rolle som en arktisk stat.

Hele verdens øjne er med andre ord rettet mod Nordatlanten og Kongeriget Danmark – især de nordlige dele af riget. Magtbalancen i Kongeriget er ved at tippe over til de nordlige dele af rigsfællesskabet. Dette er ikke længere gætværk, men en klokkeklar konstatering, der for alvor blev synliggjort ved den amerikanske udenrigsministers besøg i maj.

For anden gang inden for et år var den grønlandske og færøske minister for udenrigsanliggender med til mødet med den amerikanske udenrigsminister. Dette er historisk men ikke tilfældigt. Færøerne og især Grønland har fået mere vægt i en geopolitisk sammenhæng - mere end nogensinde før.

Men hvad betyder denne konstatering for Rigsfællesskabet? 

Den betyder, at vi står midt i en brydningstid, hvor vi skal finde en måde at skabe Rigsfællesskabet 2.0, som det hedder på moderne sprog. Altså en opdatering eller modernisering af vores historiske fællesskab.

Den magtbalance, der bliver talt om, må afspejles i landenes handlemuligheder hver især, men i den grad også i hvordan vi agerer sammen.

Vi skal altså finde en måde, hvor vi sammen finder løsninger, når der opstår interne interessekonflikter - løsninger som alle tre rigsdele kan se sig selv i.

Det er på den måde, at vi sammen kan være en stormagt i Arktisk regi. Med andre ord: Vi har med et spøgelse at gøre, som vi fortier, men som vi er nødt til at tale om. For som det gamle grønlandske ordsprog siger: “Hvis man fortier et spøgelse, vokser det sig bare større.”  

Hver for sig har vi ingen magt, men sammen er vi en stormagt.

Her vil jeg igen tage fat i den forhenværende arktiske ambassadør, Peter Taksøe-Jensens, citat om, at den største trussel mod danske interesser i Arktis ikke er russerne, men udsigten til at rigsfællesskabets sammenhængskraft bliver svækket.

For det er mere afgørende end nogensinde, at vi opnår en intern enighed om den forenede udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Derfor skal den nuværende kurs om inddragelse og informationsdeling mellem Danmark, Grønland og Færøerne styrkes. Det er af afgørende betydning, at dialogen mellem rigsdelene bliver forbedret, og at vi arbejder frem mod at opstille fælles røde linjer internt. 

Hvis ikke vi gør det, er det ikke længere russerne, som Taksøe-Jensen siger, som er den største trussel mod danske interesser i Arktis - men nemlig udsigten til, at rigsfællesskabets sammenhængskraft bliver svækket.

Vi bliver nødt til at se i øjnene, at magtbalancen i Rigsfællesskabet i realiteten skal være delt på alle tre rigsdele. På den måde får vi for alvor et sammentømret, modstandsdygtigt og bæredygtigt Rigsfællesskab. 

Med en større magt følger selvfølgelig et større ansvar. Og Færøerne bliver nødt til at være sit ansvar bevidst. Der skal altså tages nogle udenrigs- og sikkerhedspolitiske voksne beslutninger - og det skal være slut med at være naive, hvad angår udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det tror jeg på kommer til at ske over tid, og at Færøerne kommer til at vokse med opgaven. 

Dette kræver dog, at den danske regering er villig til at slække på håndbremsen og ser muligheder og løsninger i disse udfordringer.

Den danske regering kunne starte med at vise sin gode vilje i en anden sag, nemlig at indfri det færøske ønske om at få fuldgyldigt medlemskab i Nordisk Råd.

Det har vi fået stadfæstet, at Grundloven ikke er en hindring for. Men det kræver derimod en politisk vilje, især fra den danske regerings side. Det gælder både, når det kommer til den konkrete sag med Nordisk Råd, men også i hele taget i udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

Her til sidst vil jeg gerne takke regeringen og hele Folketinget for et godt samarbejde det seneste folketingsår. Det har været et godt politisk år, og jeg kan med stolthed og glæde sige, at vi har været med til at nedbryde flere grænsehindringer. Også en stor tak til regeringen og folketingets partier, som har bevilget finansiering til: 

• En undersøgelse af forholdene for Kriminalforsorgen på Færøerne, 

• Midler til en bus til trivselsfonden for Patienthotellet Torshavn,

• Oplysning om Rigsfællesskabet gennem en filmpulje 

• Og færdiggørelsen af den Færøsk-Grønlandske ordbog. 

Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med hele Folketinget og vil hermed gerne ønske alle mine kolleger en god sommer.