Tak for ordet – og tak til udenrigsministeren for redegørelsen om Arktis.
Bekymringer. Det er en ting, som følger os hele livet, og som vi nok aldrig slipper for.
Som barn handler de fleste bekymringer nok om vennerne. Som ung er det selvfølgelig kærlighed, der er kilden til de største bekymringer. Og som voksen, ja, der bekymrer man sig bare om det meste.
Sådan er livet, og sådan vil det altid være.
Men - siden jeg var barn, ung mand og nu voksen - nogle vil måske sige gammel - er der nu kommet et ekstra lag til disse helt almindelige bekymringer, og det er klimaet. Klimaforandringer.
Det ved jeg fylder meget hos vores unge i dag, og det er en bekymring, som jeg godt forstår.
For eksperterne spår ikke om en god fremtid for vores kommende generationer, hvis ikke vi gør noget drastisk ved de klimaforandringer, som vi allerede i dag ser konsekvenserne af rundt omkring i verden, særligt i det arktiske område.
******
I sidste måned deltog jeg i Arctic Circle i Reykjavík, og lad mig først indskyde - som det er blevet sagt mange gange før – hvor var det dejligt at kunne samles fysisk og møde mennesker igen efter corona.
Fra hele verden kom over 1400 politikere, eksperter, studerende og unge som ældre mennesker for at tale om Arktis: om udfordringer og muligheder i det arktiske område.
Emnerne til konferencen spændte over alt fra fødevarer til sikkerhed. Om havet, der åbner sig og danner nye sejlruter – og naturligvis også spørgsmålene om stormagtsspændinger i Arktis.
Men øverst på dagsordenen - og det der prægede samtlige debatter - var klimaforandringer, og den fremtid vi risikerer at møde, hvis ikke vi lykkes med at nedbringe udledningen af drivhusgasser.
Og det er også omdrejningspunktet for mit input til dagens redegørelsesdebat.
******
Der kan ikke længere være mange – på tværs af generationer og politiske overbevisninger – der tvivler på, at klimaforandringerne skal tages alvorligt. At hver dag tæller i kapløbet om at få vendt kursen. Og at vi alle må gøre vores til at få nedbragt udledningen af drivhusgasser.
Klimakrisen er global. Men den rammer lokalt.
Bare det seneste år har der været massive oversvømmelser i Tyskland og Belgien og ekstreme hedebølger i Sydeuropa. Og i det arktiske område, hvor temperaturerne stiger mere end nogle andre steder, ser vi, at klimaforandringerne er ved at ændre vilkårene for natur og mennesker voldsomt.
I Grønland er det allerede tydeligt. Sælerne og isbjørnene mister deres territorier, og fangerne og fiskerne har ændrede vilkår på grund af isens tilbagetrækning.
På Færøerne er påvirkningen endnu ikke synlig, som den er i Grønland. Men det kan få store konsekvenser for samfundet, hvis hav- og strømforholdene ændrer sig. Havet er jo som bekendt grundlaget for vores levebrød.
******
Klimakrisen er global og skal også løses globalt.
Vi har alle et ansvar for at gøre vores til at løse krisen, men jeg mener, at vi, som er en del af det arktiske område, har et særligt ansvar. Derfor glæder det mig, at det færøske landsstyre lige nu arbejder på højtryk med at få lavet en ny, ambitiøs klimapolitik. Den tidligere klimapolitik udløb i 2020, og det haster derfor med at få en ny forhandlet på plads. Den er på trapperne, ved jeg.
I 2020 indtrådte Færøerne i Paris-aftalen, og det er særdeles glædeligt, at Grønland under COP26 i Glasgow også tiltrådte aftalen.
******
I cirka 100 år har vi brugt fossile brændstoffer her på vores klode. De har gjort os meget godt og har været en stor medspiller i forhold til de fremskridt, vi har gjort for menneskeheden dette seneste århundrede.
Men det er skræmmende at tænke på, at på de samme 100 år, er vi kommet godt i gang med at nedbryde den samme verden, som vi har brugt tusinder af år på at bygge op.
Vi er der heldigvis ikke helt endnu, men jeg er bange for, at det kan komme til at ske, hvis vi blot lader stå til.
******
Derfor vil jeg gerne afslutte i dag med et citat fra den tale, som den verdenskendte britiske naturformidler og tv-personlighed, David Attenborugh, holdt for verdens ledere under COP26 i Glasgow.
Han sagde, at:
- Hvis vi er en stærk nok kraft til at destabilisere planeten ved at arbejde hver for sig, så bør vi kunne redde den ved at arbejde sammen.
Og Attenborough har helt ret. Hvis vi vil efterlade en sund og levedygtig verden, og et bæredygtigt Arktis, til vores efterkommere – og det skal vi - må vi sammen sætte ambitiøse målsætninger for at nedbringe udledningen af drivhusgasser – og naturligvis også overholde dem.
Det er ikke en let opgave, men det kan lade sig gøre. Hvis vi arbejder sammen.
Lad mig derfor slå fast: Det er vigtigt, at vi forholder os til alle aspekter, hvad angår Arktis. Det gælder sikkerheden i regionen, vigtigheden af at respektere de oprindelige folks ønsker og sidst men ikke mindst, at Arktis forbliver en bæredygtig region.
Ein loysn frá Sendistovuni