Røða til orðaskifti um ríkisfelagsskapin

“Rigsfællesskabets muligheder og udfordringer” er overskriften på dagens debat.

De, der har hørt mig tale fra denne talerstol, kender min holdning til rigsfællesskabet. Et fællesskab med uanelige muligheder.

Men jeg ved, at der også kan opstå udfordringer i vores fællesskab – udfordringer som vi skal finde løsninger på.

Verden udvikler sig konstant, og det samme gør rigsfællesskabet. De seneste år har vi set, hvordan magtbalancen i kongeriget er tippet nordover, og hvordan fokus i højere grad har været rettet mod Grønland og Færøerne.

Færøerne og Grønland har fået en større global opmærksomhed, og dermed også et større ansvar. Og det kræver, at vi tager ansvarsfulde beslutninger. Vi skal tage beslutninger, som vi ikke tidligere har været vant til.

Derfor er Sambandsflokkurin i Folketinget kommet med et udenrigspolitisk udspil, hvor vi analyserer nogle af de udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer, som vi har identificeret i rigsfællesskabet. Samtidig har vi også løsningerne på disse udfordringer.

Den første udfordring er efter vores mening den såkaldte DFG-ordning. Udfordringen opstår, når Færøerne og Grønland ikke er enige, som DFG-ordningen jo kræver. Der er et behov fra færøsk side at repræsentere vores egne interesser, når de ikke er på linje med grønlandske interesser. Jeg kan for eksempel nævne prioriteringer i Arktis og arbejdet i NEAFC.

Derudover er det også et færøsk ønske at kunne repræsentere sig selv og at have egen stemme i internationale organisationer, som for eksempel Nordisk Råd.

Hvis disse udfordringer skal løses, kræver det først og fremmest viljen til det, som i sidste ende fører til ændringer i lovgivningen. Jeg ved, at der er en velvilje til dette på Færøerne, og jeg håber, at det samme gør sig gældende i Danmark, sådan at Færøerne får bedre mulighed for at lave aftaler og tage beslutninger, når det kun gælder Færøerne.

Hvilket leder mig til den anden udfordring, der handler om, når udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger skal tages på Færøerne, og en tredje udfordring om, hvordan de bliver taget.

For sammenhængskraften mellem rigsdelene er det en udfordring, at de relevante færøske og grønlandske myndigheder ikke bliver inddraget tidligt i beslutningsprocesserne. Her kan jeg som eksempel nævne den Arktiske Kapacitetspakke. For når de initiativer, der er i den Arktiske Kapacitetspakke bliver lagt frem uden, at den færøske og grønlandske regering er inddraget i indholdet skaber det uro.

Når beslutningen om for eksempel radaren skal tages på Færøerne, har vi på Færøerne nogle interne udfordringer, da vi ikke har været vant til at tage lignende beslutninger.

Løsningerne på disse udfordringer er for det første en revurdering af DFG-ordningen, en tidligere inddragelse af færøske myndigheder samt en fast ramme, hvori beslutningerne bliver ratificeret.

De seneste par uger er jeg flere gange stødt på en ny udfordring. I medierne, blandt mine politiske kollegaer og blandt helt almindelige mennesker, som jeg har mødt på min vej.

Jeg vil egentlig hellere kalde denne udfordring for en misforståelse. Og derfor har jeg set frem til dagens debat og muligheden for opklare denne misforståelse, som jeg håber nu kan blive ryddet af vejen – én gang for alle.

Lad mig starte fra begyndelsen, den 24. februar i år.

For denne samme dag, som Rusland invaderede Ukraine, meldte den færøske lagmand ud, at Færøerne vil følge Vesten og EU’s linje, hvad angår sanktioner mod Rusland. Dette selv om Færøerne ikke er medlem af EU.

Siden har Færøerne fulgt alle EU og Norges beslutninger om sanktioner mod Rusland - og gør det stadig.

Til den udvidede partilederdebat i april bed jeg mærke i, at statsministeren understregede vigtigheden af, at vi følges ad på sanktionssporet i EU sammen med vores allierede. For det er der, vi er stærkest, sagde statsministeren.

Jeg er helt enig, og det ved jeg, at den færøske regering også er. Men man kan få det indtryk i debatten, der har kørt på det seneste, at nogle mener, at Færøerne skal sanktionere mere og hårdere end resten af EU. Det undrer mig.

Det er korrekt, at selve lovgivningen har været længere undervejs end eksempelvis i Danmark. Her er det vigtigt at huske, at Færøerne ikke er en del af EU, og ikke har lavet lignende sanktioner før. Færøerne sidder ikke med ved forhandlingsbordet i EU. Derfor tager lovgivningsarbejdet længere tid.

Både de færøske myndigheder og virksomheder har handlet fra første dag, og det må trods alt være det, der tæller. De største færøske eksportører til Rusland meldte blot få dage efter invasionen, at de ville stoppe al eksport til Rusland. Og der har dé facto ikke været nogen færøsk eksport til Rusland siden invasionen - bortset fra forudbetalte varer, som også har været tilfældet for EU og Norge.

Dernæst er det de russiske skibe i færøske havne. Det har været gældende siden 16. april, som konsekvens af sanktionspakken fra EU, at der er forbud mod adgang til havne i EU for fartøjer registreret under russisk flag, med nogle undtagelser, bl.a. transport af fødevarer. Det er også gældende på Færøerne.

Færøerne, EU og Norge har pligt til at forvalte vores farvande på bæredygtig vis. Færøerne, EU og Norge deler farvande med Rusland og har et fælles ansvar at forvalte fiskebestandene i området. Ifølge undtagelserne kan russiske skibe omlaste de fisk, fødevarer, som de fisker i vores hav, i vores havne.

Hvis ikke denne omlastning sker i havnene, vil de ske på internationalt åbent hav, og så har vi ingen kontrol med de mængder og de fiskearter, der bliver fisket af russerne. Det vil være en forsømmelse af vores pligt, hvis vi ikke holder kontrol med russerne. Lad mig minde jer om, at det samme er gældende i Norge og de andre EU-lande.

Jeg vil derfor gentage: Færøerne har været sit ansvar bevidst og har handlet fra allerførste dag. På tre måneder er færøsk eksport til Rusland gået fra at være 25 procent af den samlede eksport til 0 procent – det kan mærkes. 

Så når Færøerne gang på gang bliver kaldt “fodslæbende” og “pirater”, der er mere interesseret i indtjening og eksport af fisk, end at beskytte vores frihed og demokrati, er det helt og aldeles forkert.

I bedste fald blot en misforståelse – som i værste fald risikerer at skabe unødig splittelse og konflikt i vores fællesskab.

Tak for ordet.